syv_anbefalinger_national_indsats_sygeundervisning

Anbefalinger til national indsats for børn med sygefravær

Syge børn får ikke den sygeundervisning, de har krav på. Det er et alvorligt problem, som undervisningsministeren bør gå ind i. Danske Patienter, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og Danske Handicaporganisationer er klar med syv konkrete anbefalinger til regeringen.

Skolerne lever ikke op til deres forpligtelser, når det kommer til at sikre børn med kronisk sygdom eller handicap den sygeundervisning, som de har krav på.

”Børnene kan ikke udleve deres fulde læringspotentiale, og de får sjældnere en ungdomsuddannelse. Det påvirker deres muligheder resten af deres liv, og det er en helt urimelig konsekvens af, at skolerne ikke overholder lovgivningen,” siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Behov for en national indsats

Danske Patienter offentliggjorde i december en rundspørge gennemført under projektet Skole for mig. Rundspørgen viste blandt andet, at kun meget få af de børn, som har krav på sygeundervisning, får det tilbudt, og at det typisk sker efter pres fra forældrene.

”Det må aldrig være op til den enkelte forælder at skulle sørge for, at deres barn får den lovpligtige undervisning. Det skaber social ulighed og er ikke fair over for de børn, som ikke har forældre, der banker i bordet,” siger Camilla Hersom og fortsætter: ”Derfor er der behov for en national indsats, og vi håber, at undervisningsministeren tager godt imod vores anbefalinger.

Læs anbefalingerne til den nationale indsats.

Simon fik endelig hjælp

Helle Hamanns søn Simon er nyresyg, og han er et af de børn, som er kommet i klemme, fordi han ikke har fået den sygeundervisning, som han har ret til. Efter at Danske Patienter satte fokus på reglerne for sygeundervisning har Simon på 8 år nu fået den undervisning, han har behov for.

Læs historien fra december 2016 i JydskeVestkysten og opfølgningen på folkeskolen.dk fra januar 2017.