Hæmodialyse (HD)

Hæmodialyse: Blodet renses for affaldsstoffer og overflødig væske gennem et filter, en kunstig nyre, uden for kroppen. Der anlægges en fistel eller isættes et fast dialysekateter, for gennem slanger at få ført blodet ud i den kunstige nyre og ind i blodårerne igen. En fistel er en sammensyning af to blodårer, en arterie og en vene - den anlægges i de fleste tilfælde i armen. Før hver behandling isættes 2 kanyler i blodåre i armen for at transportere blodet ud og ind. Et dialysekateter er et kateter (slange ) der er fastlagt i en central blodåre, som regel under kravebenet. Behandlingen foregår oftest på et sygehus 3 gange om ugen og tager fra 3 til 5 1/2 time pr. gang - nye undersøgelser i udlandet viser at der kan opnås bedre almen tilstand for patienten ved at dialysere flere end 3 gange om ugen. I enkelte tilfælde kan der forekomme blodtryksfald og lettere krampe i benene under behandlingen. Behandlingen kan også foregå i hjemmet ( Hjemmehæmodialyse ). Ved sygehusbehandling skal tillægges transporttid.
Hæmodialyse på Centerafdeling 3 x ugentlig. Fordele: En centerafdeling har en personalegruppe af nyrelæger, speciel uddannede sygeplejersker, diætister, socialrådgivere, fysioterapeuter samt en række andre støttefunktioner. Tekniker er tilknyttet afdelingen.
Ulemper: Kan være store afdelinger med mange sygeplejersker og mange læger. Afdelingerne kan virke uoverskuelige og upersonlige I amter med kun et behandlingssted kan der være lange transporttider.
Hæmodialyse på Satellitafdeling 3 x ugentligt Fordele: En satellitafdeling har nærhedsprincippet med korte transporttider, speciel uddannede sygeplejersker, ugentlig tilsyn af nyrelæge. Virker mere personligt med tættere kontakt til sygeplejersker og læge. Tekniker er tilknyttet afdelingen.
Ulemper: Har ikke den række at støttefunktioner som en centerafdeling har - ved komplikationer indlæggelse på centerafdeling.
Hjemmehæmodialyse med frie antal behandlinger ugentligt. Denne behandling tilbydes kun velfungerende selvhjulpne patienter.
Fordele: Ingen transporttid, idet behandlingen foregår i hjemmet. Patienten kan dialysere helt efter eget valg af tidspunkt og antal af behandlinger , som selvhjulpen eller med oplært hjælper. Kan til enhver tid kontakte centerafdelingen og tekniker. Patienten lærer meget om sin sygdom og behandling. Får dialysevæsker m.m. leveret på bopælen.
Ulemper: Kræver plads til dialysemaskine, installering af vandanlæg, plads til væsker og andet materiale. Skal selv eller have hjælper til at isætte 2 kanyler i blodkar i armen ved hver behandling. Kan være belastende for et parforhold.
Nathæmodialyse på Centerafdeling eller Satellitafdeling 3 x ugentlig Patienten skal være velfungerende.
Fordele: Har dagene fri til evt. arbejde eller andet. Patienten kan sove under dialysebehandlingen. Tidsmæssigt kan der gives længere og dermed bedre og blidere behandling. Erfaring fra udlandet oplyser om besparelser på medicin og mindre "sygelighed" med færre indlæggelser.
Ulemper: Kan ændre livsrytme ved mangel af søvn på grund af støjende alarmer fra dialyseapparaterne.
Korttids-hæmodialyse 5 til 6 x ugentligt på Center eller Satellitafdeling. Findes endnu kun få steder i Danmark. Patienten skal være velfungerende og have gode adgangsveje til blodkar. Patienten kan evt. selv stille maskine op og selv passe behandlingen " limit care ".
Fordele: Patienten bliver bedre, blidere og mere jævnt renset, og bliver ikke så " belastet " som ved de lange behandlinger 3 x ugentligt. Der opnås øget velvære og livskvalitet. Undersøgelser fra udlandet viser besparelser på personale og medicin samt færre indlæggelser. Patienten lærer meget om sin sygdom og behandling. . Ulemper: Patienten skal være 5 til 6 gange ugentligt på behandlingsstedet. Kan betyde lange transporttider, hvis ikke man bor tæt ved sygehuset
Hæmodialyse – på Nyreforeningens feriesteder. Kræver godkendelse af den ansvarshavende nefrologiske læge på det normale behandlingssted og feriestedet.
Fordele: Ingen transporttid – familie og venner i nærheden. Speciel uddannede sygeplejersker til stede ved behandlingen. Kontakt til centerafdeling.
Ulemper: Nyreforeningen har foreløbigt kun 3 feriedialysesteder med begrænset kapacitet.
Hæmodialyse i udlandet. Tal med dine behandlere - der er mange muligheder hvis du er rimeligt velfungerende.
|