Transplantation (TX)

Nyrer til transplantation kommer fra to grupper mennesker.

· Raske personer, der donerer nyrer til søskende, børn eller ægtefæller, 25%.
Donation fra forældre til børn er hyppigst i denne gruppe.
· Afdøde organdonorer i Norden, 75%.

Nogle patienter med kronisk nyresvigt kan tilbydes nyretransplantation. Først og fremmest skal patienten efter grundig information tage stilling til, om han eller hun er interesseret i transplantation. Er dette tilfældet, foretages en række undersøgelser, om patienten rent fysisk er egnet. De vigtigste forudsætninger er god hjerte-lungefunktion samt et godt kredsløb i bækken kar, hvorfra nyren får sin blodforsyning ved transplantation. Ondartet sygdom, svær demens, dårlig almentilstand og kronisk infektion udelukker nyretransplantation. Der findes ingen øvre aldersgrænse for indgrebet, som dog ikke er foretaget i Danmark over 70 års alderen.
Patienten vurderes også psykisk. Dette gøres for, at man vil være nogenlunde sikker på, at han eller hun kan passe sin medicinske behandling efter transplantationen. I enkelte tilfælde, hvor det er mulig, transplanterer man, inden patienten kommer i dialyse.

· Raske personer, der donerer nyrer til søskende, børn eller ægtefæller, 25% .
Donation fra forældre til børn er hyppigst i denne gruppe

Baggrunden for, at anvendelse af levende donor overhovedet kan komme på tale, er, at man uden gener kan leve med en nyre. Behovet for levende donorer er steget i takt med, at antallet af kronisk nyresyge er steget, og udbuddet af nyrer fra afdøde er stationært, endda lidt faldende.
Ved donation fra pårørende er der oftest tale om forældre eller søskende. I nogle tilfælde stiller ægtefælle eller fjernere slægtningen sig til rådighed. Forud for familietransplantation undersøges donor for almindelig sygdom og især for nyrelidelse, ligesom man ved samtale sikrer sig donors frivillighed. Det er meget vigtigt, at der ikke lægges et unødigt stort pres på pårørende, men at ønsket om eventuelt at donere sin ene nyre er et ægte ønske. Ellers kan det på længere sigt give store psykiske problemer både for den, der modtager nyrer og for den, som afgiver. Det næste, som undersøges, er, om donors blodtype/vævstype passer til modtageren. Det er nødvendigt, at ABO-blodtyperne er forligelige hos giver og modtager, mens rhesusfaktorerne ikke betyder noget. Foruden blodtypen må der tages hensyn til vævstypen, der er bestemt af arveanlæg (gener), der sidder i cellekernernes DNA. Disse vævstyper findes i et utal af variationer og vil kun kunne findes identiske hos enæggede tvillinger. Man vil derfor kun stille krav om en vis overensstemmelse i vævstypen mellem modtager og giver. Det tredje forudsætning for at anvende levende donor er, at at den pågældende fysisk er helt rask og dermed kan gennemgå operationen og bagefter kan leve en normal tilværelse uden fysiske problemer. Hvis donor lider indtægtstab i forbindelse med indlæggelsen og operationen, refunderes dette af Sundhedsministeriet, der også refunderer arbejdsgiverens lønudgift under donors sygefravær. Er der transportudgifter for donor refunderes disse også.

Selve transplantationen tåles i regelen godt. Der indtræder ofte hurtigt funktion af den transplanterede nyre, men der kan dog gå op til fire uger før den indtransplanterede nyre går i gang. Dette har ikke nogen indflydelse på nyrens evne funktionsevne. Patienten udskrives normalt efter få uger. I nogle tilfælde tilstøder komplikationer med ”afstødning” af den transplanterede nyre eller infektionstilfælde, som dog i reglen behandles med et godt resultat. Nogle måneder efter en nyretransplantation har patienten opnået godt helbred og kan eventuelt genoptage sit erhvervsarbejde. Transplantationsresultaterne er generelt gode, og mange patienter lever med en normal nyrefunktion 25-30 år efter transplantationen. I nogle tilfælde udvikles desværre en slags ”kronisk afstødning”, hvor nyren går tabt i løbet af nogle år, og patienten må atter i dialyse. Efter nyretransplantation er der behov for livslang immun-undertrykkende behandling, som kan være forbundet med bivirkninger.

. Afdøde organdonorer i Norden, 75%.

I Danmark anvendes hjernedødskriteriet i forbindelse med organdonation fra afdøde. Ved hjernedød forstås, at hjernen har taget uoprettelig , at også hjertet holder op med at slå.
For at patienten kan erklæres hjernedød, er det en række punkter, som skal være opfyldt:
· Patienten skal være uden bevidsthed.
· Patienten kan ikke trække vejret selv, når respiratoren frakobles.
· Der må ikke være reflekser fra hjernestammen.

Når ovenstående undersøgelser udføres, må patienter ikke være under påvirkning af sovemidler eller bedøvelse. Hjernedøden skal erklæres af to forskellige neurologiske specialister med mindst en halv times mellemrum. For at undgå eventuelle interessekonflikter må patienten ikke være behandlet af læger fra nyreafdelingen. For at den hjernedøde kan anvendes som donor, skal han eller hun have raske nyrer, må ikke være HIV-positiv, og må ikke have leverbetændelse, andre smitsomme sygdomme eller kræft. Da man ved, at nyrefunktionen hos raske mennesker aftager med årene, anvendes nyrer fra afdøde ikke, hvis disse er over ca. 70 år.

Det kræver stor takt og indfølingsevne fra lægens side, som skal overrække budskabet om, at en nær pårørende er erklæret hjernedød, og samtidig spørge om vedkommendes nyrer og andre organer må anvendes til transplantation. I den situation er det en stor hjælp for de pårørende, hvis de er bekendt med afdødes eget ønske, enten ved at den hjernedøde har udfyldt et donorkort, har tilmeldt sig donorregisteret på Rigshospitalet eller man mundtligt har givet udtryk for, hvad man ville ønske, hvis en sådan situation skulle opstå.

Donorkortet er udgivet af Sundhedsstyrelsen:

Organdonorfolderen: ”Tag stilling sammen med dine nærmeste. Organdonor – ja eller nej?”kan rekvireres hos Nyreforeningen, på dit apotek, hos din læge eller ved henvendelse til donorregistret på Rigshospitalet.

Du kan også tilmeldt dig online på sundhed.dk - klik her

I Danmark bruges organer kun til transplantation hvis man selv eller ens nærmeste har givet tilladelse. Alle over 18 år kan selv bestemme, om de vil tillade transplantation af deres organer i tilfælde af hjernedød. Har du ikke taget stilling eller undladt at meddele din beslutning skriftligt eller mundtligt, skal dine pårørende i givet fald sige ja eller nej. Ved skriftlig donortilmelding kan de pårørende ikke ændre på din beslutning, medmindre du ønsker, at de skal kunne gøre det. Dette skal så afkrydses særskilt på donorkortet eller på tilmeldingen til donorregisteret.

Når der eventuelt er opnået samtykke fra familien, sendes der blod fra den hjernedøde til vævstypelaboratoriet på Rigshospitalet eller Skejby Sygehus. Her har man i forvejen blodprøver liggende på de patienter, som er godkendt helbredsmæssigt og som venter på en nyretransplantation. Ved at sammenholde vævstyper fra donor og mulige modtagere findes den nyrepatient, der bedst egner sig vævstypemæssigt. Hvis der ikke findes en egnet patient i danmark, vil nyren blive anvendt til en anden i Norden eller Vesteuropa.

Efter at nyren er taget ud af den afdøde, kan den opbevares i indtil 36 timer, inden den bliver sat ind i modtageren.
Hvordan foregår transplantationen?
Hvis der er tale om transplantation fra levende donor, er datoen fastlagt på forhånd, og donor og modtager vil komme dagen før operationen, hvor der tages blodprøver og lignende. Næste dags morgen køres donor og modtager på operationsgangen, og et hold læger vil tage nyren ud af giveren og et andet hold vil stå parat til at isætte den hos modtagerne.

Når der er tale om transplantation med nye fra en afdød, køres modtageren på operationsgangen, og nyren isættes fra den køleboks, den har været opbevaret i siden udtagningen.

Den transplanterede nyre opereres ind i det lille bækken i enten højre eller venstre side i bækkenet.
Patientens egne nyrer fjernes ikke. Efter operationen observeres patienten omhyggeligt med kontrol af blodtryk og væskebalance. Der tages blodprøver for at se, om den transplanterede nyre renser organismen for affaldsstoffer, og der holdes nøge øje med, hvor meget urin, der produceres, da det også er et udtryk for, om den ”nye” nyre fungerer.

Hvordan forhindres afstødning af nyren?
For at forhindre at den transplanterede nyre afstødes af modtagerens immunsystem, skal donor og modtager have blodtyper, der passer sammen. Desuden skal der være en vis grad af overensstemmelse i vævstyperne. Da det vil være umuligt at finde to personer, som ikke er enæggede tvillinger, med samme vævstype, kan behandling med immundæmpende medicin ikke undgås. Der vil til stadighed være en risiko for afstødning, og patienten skal derfor resten af livet indtage denne medicin.

Der sker i disse år en intens forskning og udvikling af medicinske præparater med størst mulig virkning og mindst mulige bivirkninger. De immundæmpende stoffer, der anvendes i dag, gives i flere kombinationer. De virker på forskellige måder i immunsystemet og gør, at kroppen ikke afstøder et transplanteret organ. Medicinen skal tages lige så længe, man er transplanteret, altså i mange tilfælde hele livet. Den er absolut nødvendigt for, at man ikke skal miste den ”nye” nyre ved afstødning.

Lægemidlerne kan have bivirkninger, men man prøver at undgå bivirkninger ved at give så lave doser osm muligt. Helt kan bivirkninger dog ikke altid undgås.

Hvordan går det patienterne?
Efter en vellykket nyretransplantation vil patienten kunne leve en normal tilværelse.
Nogle med overskud til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen, andre har ”kun” overskud til nogle fritidsinteresser, andre igen har overskud til familie og venner. Dette afhænger til dels af den transplanterede selv og dennes indstilling til livet.

Hvad kan patienten selv gøre?
Patienterne må lære at leve med tanken om, at der ikke er nogen garanti for, hvor længe den transplanterede nyre vil fungere, og at der altid er en risiko for at nyren afstødes, så patienten må vende tilbage til dialysebehandlingen. Under indlæggelsen i forbindelse med transplantationen taler lægen og plejepersonalet med patienten om den psykiske belastning. Hvis nyren afstøde spå grund af, at kroppen ikke vil acceptere det nye organ, kan patienten ikke gøre noget. Det patienten kan gøre for at beholde nyren er at tage sin medicin som ordineret af lægen og leve en normal tilværelse, spise sundt og holde kroppen i gang med motion.

Formålet med transplantationen er for patienten at leve en så normal tilværelse som muligt, og dette må ikke overskygges af angsten for at nyren afstødes. Selve transplantationen og den efterfølgende behandling koster samfundet det første år ca. 400.000 kroner og de følgende år ca. 120.000 kroner. Omkostningerne skal sammenholdes med, hvad det koster at dialyserer patienten og den øgede livskvalitet, som patienter oplever og som ikke umiddelbart kan opgøres i kroner og øre.