Salt

Almindeligt køkkensalt har den kemiske betegnelse natrium chlorid. Natrium er et stof, som mange dialysepatienter har problemer med at udskille. Ca. 90% af saltet fra maden bliver optaget i kroppen. Den primære udskillelse sker via nyrerne. Kun små mængder mistet ved sved og via afføringen. Dette kan dog være væsentlig mere, hvis man sveder abnormt og har massive diarréer eller opkastning.
Salt (natrium) virker som en magnet, der tiltrækker væske. Man føler sig tørstig og kroppen holder på den ekstra væske i kroppen som en svamp. Hos nyresyge kan nyrerne kan ikke fjerne alt overskydende væske i kroppen. Drikker man for meget, får man for meget væske i kroppen, som skal fjernes under dialysen, hvilket ikke er videre behageligt.
Derfor er det en god idé at spise mindre salt, hvis man har for højt blodtryk eller er på væskebegrænsning.
De fleste af os kan lide den salte smag. Salt er en smagsfremmer, men ofte bruges alt for meget, så smagen bliver af salt i stedet for råvaren.
En stor del af det salt vi spiser, stammer fra industrielt forarbejdede levnedsmidler; f.eks. pålæg, færdigretter, færdiglavede sovse, konserves og ost. En anden del stammer fra det, vi selv tilfører maden ved tilberedning og evt. ved bordet.
Den gode nyhed er, at de fleste mennesker kan vænne sig til at spise mindre salt på få uger – og siger at maden smager bedre uden. Du kan smage madens rigtige smag ikke kun den salte.
For at spise mindre salt, kan man gøre følgende:
- Brug primært usaltede krydderiblandinger og krydderurter i madlavningen. Tilsæt friske krydderurter til kogevandet, f.eks. dild eller løvstikke (”maggiurt”).
- Brug peber eller jalapeno (meget stærk chili), løg eller hvidløg, lime eller citron, vineddike eller balsamicoeddike.
- Læs varedeklarationer. Saltindholdet er dog langt fra deklareret på alle levnedsmidler.
- Brug pickles og eddikesyltede grøntsager i små mængder.
- Spis sjældent røgede og saltede produkter, pølser og postejer. Brug middagsrester som pålæg. Steg eller kog en steg, del den i mindre portioner og frys ned. Lav en stor portion kød- eller fiskefrikadeller. Frys dem ned og tag en ud af fryseren om morgenen når du skal bruge en.
- Undgå kartoffelchips, popcorn, saltede nødder og lignende.
- Undgå salt lakrids o.l.
- Undgå drikkebouillon og mineralvand m. salt.
- Undgå færdigretter og fast-food.
- Undgå saterstatninger, f.eks. urtesalt og seltin.
- Undgå kartofler og grøntsager på glas eller dåse.
- Begræns ost og hytteost.
- Bag selv saltfattigt brød.
|