Dybt tragisk
To mennesker er døde, efter at de blev transplanterede med organer fra en donor, som viste sig at have en sjælden kræftsygdom. Situationen er dybt tragisk for de berørte, men vi skal ikke gøre ondt værre ved at sprede frygt blandt patienterne på ventelisten, siger Nyreforeningens formand.
Normalt er det at få en organtransplantation som at få livet tilbage. Historien om at to mennesker er døde, efter de blev transplanterede med organer fra en kræftsyg donor, er derfor rystende og dybt tragisk.
”Sådan noget må selvfølgelig ikke ske. Patienter, der venter på et nyt organ, skal ikke frygte, at de i stedet for et nyt liv får en uhelbredelig sygdom. Derfor er jeg også meget glad for de udtalelser, der er kommet fra Rigshospitalet i kølvandet på tragedien. Det er vigtigt, at man gør alt, hvad man kan, for at sådan en tragedie ikke gentager sig”, udtaler Stig Hedegaard Kristensen, formand for Nyreforeningen.
Der står ca. 530 danskere på venteliste til et nyt organ. Et tal som er faldet markant de seneste år.
”De sidste par år har vi sat transplantationsrekord i Danmark, og det er en fantastisk udvikling. Håbet om at få et nyt organ er i dag et håb, som man kan fæste lid til som patient. Jeg kan godt forstå, hvis de der står på ventelisten bliver urolige, når de hører at to er døde, fordi donor var kræftsyg. Men mig bekendt er den tragedie, vi her har set, uden fortilfælde i Danmark. Så uanset hvor frygtelige de to dødsfald er, så er en transplantation stadig en gave, som man trygt kan tage imod som patient. Risikoen ved en transplantation er mindre, end den man løber ved at rejse til eksotiske lande, hvor der findes farlige sygdomme”, afslutter Stig Hedegaard Kristensen.
læs hele historien her
|