Hvis du vil modtage et organ, må du være villig til selv at give et

Er vi som mennesker - mens vi endnu er sunde og raske - moralsk
forpligtiget til at tage stilling til om vores organer må transplanteres til
andre efter vores egen død? Står hensynet til de patienter, som er på
venteliste til et nyt organ, over alt andet? Eller er det helt legitimt ikke at have taget stilling? Og i hvor
høj grad har vores religiøse følelser og vores livsanskuelser i øvrigt,
betydning for de valg vi træffer?

Disse spørgsmål var omdrejningspunktet i en paneldebat
arrangeret af foreningen Sehat, som for 10 år siden - efter udenlandsk
forbillede – blev stiftet af en gruppe muslimske læge- og tandlægestuderende på
Panum Instituttet. Foreningen arbejder for at forbedre sundhedstilstanden blandt
de etniske minoriteter i Danmark, og har gennem årene gjort en ihærdig indsats
for at komme i dialog med etablerede institutioner, herunder
patientforeningerne. Samtidig har Sehat som erklæret mål at udfordre tabuer
inden for sundhedsområdet.

Paneldebatten, som havde titlen ”Organdonation og transplantation fra et religiøst og etisk perspektiv”,
og som også fandt sted på Panum Instituttet, tog udgangspunkt i den
kendsgerning at der hvert år står 500 danskere på venteliste til en
transplantation. Kun 350 af disse modtager imidlertid et organ. Sidste år døde
63 danskere mens de ventede på at få en organtransplantation. Til trods for at
97 procent af befolkningen i én eller anden udstrækning stiller sig positiv
over for organdonation, er det kun 23 procent af os, som lader sig registrere i
Donorregistret. Vi er ét af de lande i Europa, hvor færrest melder sig til
organregistret. Det to timer lange møde på Panum Instituttet understregede med
al tydelighed at de moralske og personlige dilemmaer står i kø, når det drejer
sig om organdonation. 

Et dødt barn reddede
Daniels liv

Da sygeplejerske Eva Axmark i 2007 fødte sin søn, Daniel,
viste det sig at han led af en sjælden stofskiftesygdom, som nødvendiggjorde
transplantation af både nyre og lever. Eva har siden Daniels fødsel tilbragt
mere end 3.000 timer foran en dialysemaskine – først på Rigshospitalet, senere
i sit eget hjem.

”Daniels nyrer var blot to små sten. Derfor fik min søn
nyresvigt næsten umiddelbart efter fødslen. Da jeg fik besked om at han skulle
transplanteres, var jeg overbevist om at jeg havde fået den værste besked. Men
det skulle blive endnu værre og et kapløb med tiden begyndte”, husker hun. ”Daniel
skulle i dialyse tre gange dagligt og jeg brugte hvert døgn seks timer til
transport og ventetid på dialyseafdelingen. Efter tre måneder var jeg og min
mand ved at gå helt op i limningen. Det var svært at få livet til at hænge
sammen, fordi vi nærmest i pendulfart kørte frem og tilbage mellem vores hjem
og Rigshospitalet. Vores liv var fastlåst og styret af de ressourcer, som
dialyseafdelingen havde til rådighed”.

Efter nogen tid foreslog Eva Axmark, at hun fik en
dialysemaskine med hjem og at hun blev oplært i at bruge den. På hospitalet
afviste man i første omgang tanken, men indvilgede til sidst - efter en del
pres, som Eva selv udtrykker det.

Daniel blev fortsat dårligere. Imens gik tiden og uvisheden
og desperationen var ved at knække den lille familie. Eva indrømmer, at hun begyndte
at tjekke nyheder flere gange om dagen for at se om der dog ikke var nogen, som
var kørt ihjel i trafikken eller blevet ramt af lynet.

Efter to et halvt år var der endelig en ny lever og nyre
klar til lille Daniel.

”Da transplantationen af de nye organer var gennemført,
kunne vi se at de stammede fra et andet barn. Jeg var glad, men samtidig tynget
af dårlig samvittighed, fordi jeg jo vidste at et andet ægtepar havde mistet et
lille barn. Men deres barns død var ensbetydende med at mit barn kunne leve.
Samtidig følte jeg mig overbevist om at det døde barns forældre havde en klar
og positiv holdning til organdonation. De havde styrken til at sige ja. Det
reddede Daniels liv og det er jeg dem taknemmelig for.

I den følgende tid frygtede vi at Daniels nye nyre og lever
skulle blive afstødt. Selv om der opstod forskellige og til tider alvorlige
komplikationer, overlevede han og har det i dag efter omstændighederne godt”,
siger Eva Axmark. Hun er ikke et øjeblik i tvivl om at alle bør tage stilling
til organdonation, mens de endnu er sunde og raske. ”Hvis I donerer et organ,
kan I være helt sikker på at der vil være nogle modtagere, som er taknemmelige,”
tilføjede hun.

At risikere sit eget
liv

Overlæge Dr. Med. Henri Goldstein, som har skrevet 15 bøger,
herunder flere om medicinsk etik, repræsenterede det jødiske samfund i panelet.
Han understregede at jødedommen lægger vægt på at man bevarer livet næsten for enhver pris.

”Det er ikke tilladt at stjæle eller fjerne organer fra en
afdød uden tilladelse? Men hvem skal man have tilladelsen fra - og hvornår er
man i øvrigt død? Hvilket dødskriterium skal man acceptere? Det er aldrig
blevet helt afklaret, og hvor to jøder er samlet, er der som regel tre
holdninger”.

I de jødiske samfund er der i dag overvejende tilslutning
til at benytte hjernedødskriteriet, fordi hjernedød oftest er ensbetydende med
at patienten ikke selv kan trække vejret, men udelukkende lever, fordi en
respirator holder ham i live.  ”Ved
nyretransplantation er det tilladt at transplantere fra en levende til en
levende, fordi vi alle har to nyrer – og vi kan som bekendt leve med kun én
nyre. Det er således muligt at være nyredoner uden at bringe sit eget liv i
fare”, påpegede Henri Goldstein. ”Blandt jøder diskuteres det om man må
risikere sit eget liv for eventuelt at redde et andet menneskes liv.  I jødiske teologiske kredse er der ikke
enighed om dette. Men i dag mener de fleste jøder at transplantation er fuldt
acceptabelt som en livreddende behandling.” 

Det personlige valg

Hospitalspræst på Rigshospitalet gennem 23 år, Christian
Busch, forbinder organdonation med noget absolut positivt, og han understreger
at den teknologi som i dag gør transplantation mulig, er en gave til
menneskene.

”Tidligere døde et menneske sin egen død og til sin egen
tid, hvad enten døden skyldtes kolera, svindsot eller brystsyge.  I en opgørelse, som Den Kgl. Fødselsstiftelse
lavede i 1797, overlevede 87 procent af børnene ikke deres femårs fødselsdag. I
dag er børnedødeligheden forsvindende lille – og vi er heldigvis i stand til at
gøre en masse for at redde liv. Men bagsiden af medaljen er, at det i sidste
instans er lægeteamet, som suverænt bestemmer hvornår en dødelig syg person får
slukket for sin respirator, så han kan få lov til at dø”.

Men findes der en kristen etik? Christian Buschs svar er, at
etik altid er noget, som kun det enkelte menneske kan forholde sig til. Ingen
kan derfor tale på kristendommens vegne. Derimod findes der et kristent
menneskesyn, baseret på barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse. Men hvad
organdonation og transplantation afgår, giver kristendommen ingen klare svar.
”Hvis du kan gøre noget godt for din næste, så skal du gøre det. Men i sidste
instans er det suverænt op til dig selv at afgøre, hvad der er godt for din
næste. Præsten kan højst vejlede, hvis vi selv føler, at vi står i et dilemma.
Personligt mener jeg dog, at det er meget stort og smukt at give en gave, og et
organ er en gave akkurat som alle andre gaver”, mente Christian Busch.                        

Når det forbudte
bliver tilladt

Imran bin Munin Hussayn repræsenterede islam og har gennem
syv-otte år undervist unge i islamiske studier. Han lagde ikke skjul på, at
islamiske jurister er stærkt uenige om hvad der er tilladt eller ikke tilladt,
og det gælder også organdonation og transplantation. Ifølge den mere
konservative udlægning af islam er det hverken tilladt at donere eller tage
imod donerede organer – også selv om alle mennesker er principielt forpligtet
til at redde liv. Kroppen er ikke en ejendel, men noget vi har fået betroet af
Gud. En mere moderne fortolkning af denne lovreligion accepterer dog
organdonation på visse betingelser. Et ekstremt behov og nødvendighed kan
således gøre det forbudte tilladt. Samtidig breder der sig blandt særligt yngre
muslimer den rationelle opfattelse, at moderne medicinske indgreb ikke opfattes
som en krænkelse af menneskets værdighed. ”Betingelsen for organdonation er
blot at der skal være tale om en situation, hvor der ikke findes andre
medicinske alternativer”, sagde Imran bin Munin Hussayn.

Godgørenhed eller
pligt?

Lektor ved Københavns Universitet, Peter Rossel, som i mere
end 30 år har beskæftiget sig med medicinsk etik, var til gengæld ikke et
øjeblik i tvivl om at vi alle er moralsk forpligtet til at være organdonorer.
Han blev af ordstyreren præsenteret som en mand, der sædvanligvis skilte
vandene. Det kom også til at holde stik denne gang. Og Rossel behøver ingen
mikrofon for at blive hørt.

”Politikerne har gennem årene været meget optaget af hvad vi
stillede op med henholdsvis hjernedøde mennesker og befrugtede æg. Man har med
andre ord beskæftiget sig mere med hvad der sker før og efter livet, og i
mindre grad med selve livet, og det
er jo dybt paradoksalt”, mente Peter Rossel.

”En domprovst, en tidligere rektor for Københavns Universitet
samt et medlem af Etisk Råd, hævder alle at organdonation er en form for
kannibalisme. Man modtager væv fra en artsfælle udelukkende for selv at blive
revitaliseret, hævder de. Hvis det skal være et argument, så må blodtransfusion
med andre ord være en form for Vampyrisme” sagde Peter Russel med sylespids sarkasme.

I det hele taget kunne hans respekt for Etisk Råd ligge på
et ret lille sted?

”I denne selvsmagende forsamling mener man, at enhver person
har ret til at nægte at give et organ – eller at donere et organ. Dybest set
anser Etisk Råd organdonation som en form for godgørenhed, og den holdning
strider efter min opfattelse fundamentalt mod princippet om at alle har lige
ret til sundhedsydelser.

Samfundet legitimerer lykkeriddere, som er villige til at
modtage, men som ikke føler sig forpligtet til selv at yde. Det er egoistisk at
tage sine organer med i graven. Som om der var lommer i den sidste skjorte”,
sluttede Peter Russel sin svada.

Andre bør kende din
holdning        

Annelise Møller fra Transplantationsgruppen, forklarede i et
nøgternt og ligefremt sprog, hvorfor det er vigtigt, at vi alle tager stilling
til organdonation.

”Hvis jeg om en halv time bliver kørt ned på gaden, vil
lægerne måske kort tid efter erklære mig for hjernedød. Herefter vil man
undersøge om jeg står i Donorregistret. Hvis jeg ikke står i registret, vil
lægerne fortælle min familie, at jeg er død ved hjernedødskriteriet. Herefter
skal mine nærmeste tage stilling til om de vil tillade, at lægerne fjerner ét
eller flere af mine organer med henblik på donation. Og det er en utrolig tung
og byrdefuld beslutning at skulle træffe for de pårørende i netop dén
situation. Tag derfor stilling mens I endnu er i stand til det. De pårørende
vil næsten altid respektere den beslutning, som den afdøde traf, mens han eller
hun endnu var i live. I kan også beslutte at de pårørende får det sidste ord.
Men under alle omstændigheder er det meget vigtigt, at Jeres holdning til
spørgsmålet er kendt udadtil”, sagde Annelise Møller.