Forsikringsdækning og EU sygesikringsbevis
Når man skal ud at rejse som nyresyg, kræver det en del planlægning og kan ofte være forbundet med en del besvær. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man er sikret, hvis man får behov for sygebehandling og eventuel hjemtransport.
Sundhedskort
Indtil 1. januar 2007 havde vi i Danmark to sygesikringskort et gult og blåt. De er nu blevet erstattet af sundhedskort ligeledes i gult og blåt.
Pr. 1. januar 2008 er forsikringsdækningen på det gule sundhedskort ændret.
Det gule sundhedskort
Hvad betyder reglerne? - at der er færre lande, som er dækket af rejseforsikringen - at du uden for de nordiske lande ikke får dækket hjemtransport, hvis uheldet er ude.
Der gælder forskellige regler afhængig af, hvor du rejser hen:
I Norden, Grønland og Færøerne dækkes udgifter til lægebehandling. Fra Grønland og Færøerne dækkes også hjemtransport. Merudgifter til hjemtransport fra Sverige, Norge, Island og Finland er ved sygdom og ulykke dækket via særlige nordiske regler, ikke via rejsesygesikringen. Ved dødsfald er hjemtransport dækket via rejsesygesikringen.
I EU-landene, Schweiz og små europæiske stater som Monaco og Andorra dækkes udgifter til lægebehandling, men du betaler selv for hjemtransporten ved sygdom eller ulykke. Ved dødsfald er hjemtransport dækket via rejsesygesikringen.
I resten af verden dækker den offentlige Rejsesygesikring ikke. Det gælder f.eks. også Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Israel, Tunesien og Libanon, som tidligere var dækket af rejsesygesikringen.
Hvem er dækket?
Alle personer, der bor i Danmark, er dækket af det gule sundhedskort, den første måned de opholder sig på ferie/studierejse i udlandet. Regionerne dækker udgifterne til den offentlige rejsesygeforsikring og den administreres af SOS International A/S Nitisvej 6, 2000 Frederiksberg.
Hvilke udgifter dækkes?
Udgifter til behandling af akut sygdom/tilskadekomst som er opstået under ferie eller studierejse.
Hvad gør jeg, når jeg er kronisk syg eller har en behandlingskrævende sygdom?
Få et lægebrev
Få din læge til at skrive et lægebrev inden afrejse, af hensyn til evt. forsikring, toldkontrol eller hvis du får behov for akut behandling i udlandet. De fleste afdelinger plejer at skrive sådanne breve, når patienterne skal på rejse. Et lægebrev vil typisk være på engelsk og indeholde nuværende medicinliste, behandling og en kommentar om at det er forsvarligt for dig at rejse. Endvidere en kommentar om at det er forsvarligt, at du rejser, samt at din helbredstilstand er stabil. Det er også vigtigt at dette noteres i journalen.
Forhåndstilsagn
Hvis du har været indlagt på hospital, eller der er foretaget ændringer i din medicin (selv små ændringer) indenfor de sidste 8 uger, skal du have et forhåndstilsagn hos SOS International. Har du ikke forhåndstilsagnet er du ikke dækket. Du skal også få forhåndstilsagnet, selv om du kun skal være væk i et par dage. I tvivlstilfælde kan du kontakte SOS International, der i nogle tilfælde kan give et bindende forhåndstilsagn om dækning. Det betyder, at du også er dækket af rejsesygesikringen for den specifikke sygdom, som forhåndstilsagnet vedrører. Du skal rette henvendelse til SOS på tlf: 70 10 50 58 og rekvirere et forhåndstilsagn. Du og din dialyselæge udfylder skemaet og sender det til, den offentlige rejsesygeforsikring SOS International A/S Nitisvej 6, 2000 Frederiksberg, for SOS’ lægelig vurdering.
Tegn en rejseforsikring
Hvis rejsemålet ikke er dækket af sundhedskortet, vil du kun kunne opnå dækning ved at tegne en privat rejseforsikring. Derfor anbefaler Nyreforeningen: • Rejs aldrig uden for Danmark uden, at du har taget stilling til en eventuel rejseforsikring. • Det gælder, uanset om du skal på solferie, aktivferie, studieophold, forretningsrejse eller udstationeres. • Og gør det helst i god tid før du tager af sted
Nyreforeningen kan desværre komme med mange skræmmeeksempler på medlemmer, som har oplevet ubehagelige situationer, fordi de ikke har forsikret sig. F.eks. dækker den offentlige sygesikring ikke udgifter, så en eventuel rejseledsager kan forlænge sit ophold for at blive hos den syge. Eller, hvis du rejser uden for Europa, kan en behandling på et hospital, sagtens løbe op i flere hundrede tusinde kroner, hvis du ikke har forsikret dig. Tegner man en rejseforsikring, får man mulig for en række ekstra dækninger udover sygebehandling og eventuel hjemtransport som f.eks. erstatning for ødelagt ferie, sygeledsagelse hjem, samt i visse tilfælde også praktisk og økonomisk hjælp på feriestedet, hvis ens bagage bliver stjålet. Du kan tegne rejseforsikring igennem dit eget forsikringsselskab eventuelt som en tillægsforsikring til din familieforsikring eller tegne en særskilt rejseforsikring i et selskab, der har specialiseret sig i dette.
Hvis jeg bliver syg på rejsen.
Hvis du bliver syg eller kommer til skade, er det altid klogt at søge læge. SOS’ alarmcentral kan hjælpe dig med få kontakt med en læge på feriestedet.
Hvis du bliver indlagt på hospital.
Kontakt altid og hurtigst muligt alarmcentralen hos SOS. Alarmcentralen har åbent døgnet rundt og har telefon nr. +45 70 10 75 10. Telefonnumret står på bagsiden af det gule sundhedskort. Ved hospitalsindlæggelse bør du aldrig underskrive indlæggelsespapirer eller andre dokumenter fra behandlingsstedet uden forudgående accept fra SOS’ alarmcentral hjemme i Danmark.
Refundering af udgifter.
Det gule sundhedskort er din sikkerhed for, at du får refunderet de udgifter, der er dækket, når du kommer hjem. Du kan komme ud for at skulle betale for lægehjælp og medicin direkte. Husk derfor at få kvitteringer for alle dine udlæg.
Når du er kommet hjem.
Du skal altid udfylde en skadeanmeldelsesblanket, som indsendes til SOS – uanset om du selv har betalt udgifterne. Skal du have dine udgifter refunderet, så hent en skadeanmeldelse på internettet www.sundhed.dk/info/rejse hos SOS eller din kommune. Skadeanmeldelsen skal vedlægges specificerede kvitterede regninger, recepter og evt. andre oplysninger til vurdering af sagen samt dokumentation for rejsens formål og varighed. SOS skal have din skadeanmeldelse senest 6 måneder efter at skade/sygdom opstod, ellers bortfalder dækning af dine udgifter.
Det blå sundhedskort også kaldet EU-sundhedskort
Det blå sundhedskort anvendes primært ved ferieophold i EU/EØS-landene udover 4 uger. De første 4 uger er man dækket af det gule sundhedskort, men ikke til hjemtransport. Nyreforeningen anbefaler altid at kronisk nyresyge medbringer kortet, da de kan have behov for hospitals behandling/kontrol. Sundhedskortet dækker kun akut sygdom.
Planlægning af ferien
Transplanterede patienter har heldigvis ikke andre ekstra ordinære ting at tage vare på end forsikringen ved planlægningen af rejsen. De kan så at sige smide kufferten ind i bilen (toget eller flyet) og så tage af sted. Ved længere varende rejser er det set, at kontrol af nyretal foretages på feriestedet. I så fald skal det aftales med din afdeling, hvor kontrollen foretages, og der skal medbringes blåt Sundhedskort for betaling af denne kontrol (se under betaling for hæmodialyse).
For pose dialyse patienter skal der lidt mere planlægning til. Det letteste er, at du aftaler med din afdeling, hvor du vil opholde dig i ferien. Afdelingen aftaler så med din leverandør af væsker o.l., hvor poserne sendes hen. Det er dog en god idé, at du varsler feriestedet om, at der på den og den dato ankommer en forsendelse dialysevæsker. Der er nogle patienter, der har oplevet gennemblødte kasser foran en bagtrappe, når de ankom.
Hæmodialyse patienter skal begynde planlægningen tidlig. Det er i de senere år blevet vanskeli¬gere at skaffe dialyseplads på dialysecentrene, særligt de der ligger tæt ved populære ferieste¬der. Der gælder de samme forhold i udlandet om kapacitet som i Danmark. Tilgangen af nye patienter er stor, så udbygningen af dialysepladser kan ikke følge med. Der er dog samtidig kommet en del private feriedialysecentre forskellige steder i Europa, hvor det er let at få plads. Dialyse standarden er nu høj i alle vesteuropæiske lande. Ligeledes i nogle østlande. Men dialysen skal aftales i god til. Aftal altid plads på dialysecentret før du bestiller rejsen. Det er en god forholdsregel, for så løber man ikke galt i byen med at skulle afbestille en rejse få dage før ferien, fordi man ikke kan finde en dialyseplads i nærheden. Nyreforeningen har desværre ikke ressourcer til at hjælpe med bestilling af dialyse i udlandet udover i forbindelse med Nyreforeningens egne ferierejser.
I blandt andet Sverige og Frankrig skal borgerne selv betale en mindre del af udgiften til dialysebehandling. Det gælder også for dig, hvis du skal have dialyse i disse lande. I Frankrig er det dog 20 % af udgiften. I London er det yderst vanskeligt at finde et dialysested, der modtager blåt sundhedskort
Priser for dialysebehandling på private centre.
I nord vesteuropæiske lande koster en behandling ca. 2000-3000 DKK. Spanien og Portugal er lidt billigere ned til ca. 1500- 2000 DKK. I de østeuropæ¬iske lande koster der 1000-1200 DKK. Priserne kan dog variere meget fra sted til sted.
Såfremt du har udgifter til dialysebehandling i udlandet, til transport til og fra dialysestedet eller til rejseforsikringer, kan du kontakte Nyreforeningens socialrådgiver, om du har mulighed for at søge et legat til disse udgifter.
Nyttige hjemmesider:
www.sundhed.dk den fælles offentlige sundhedsportal. www.sum.dk Sundhedsministeriets hjemmeside hvor du også kan læse om det blå EU-kort. www.forsikringsoplysningen.dk på Forsikringsoplysningen kan du finde mange gode generelle ferieråd.
|