Etisk Råd anbefaler fortsat informeret samtykke

Etisk råd har den 29. juni 2017 med stort flertal anbefalet, at danskerne fortsat skal tage aktivt stilling til organdonation. Formand for Nyreforeningen Jan Rishave kommenterer her på anbefalingen.

14 stemte for at fastholde anbefalingen om informeret samtykke, og 3 stemte imod. Med en så entydig anbefaling er udsigten til at omgøre det nuværende informerede samtykke til formodet samtykke i realiteten meget lang – måske helt væk.

Det betyder to ting for Nyreforeningen.

For det første må der sættes midler af til kampagner, som informerer om organdonation.

For det andet må alle sejl sættes for at tilskynde danskerne til at tage aktivt stilling. Det må med andre ord betyde hektisk aktivitet i Sundhedsstyrelsen, der er ansvarlig for at gøre de 23 punkter for den nationale handlingsplan for organdonation til virkelighed – herunder indførelse af en tilskyndelsesmodel.

Det kan kun gå for langsomt med at få installeret skilte på hjemmesider som fx www.sundhed.dk, der med jævne mellemrum spørger besøgende, om de har taget stilling til organdonation – ”Ja”, ”Nej” eller ”Ved ikke”.

Der er ikke længere nogen undskyldning for at vente med at sætte disse vigtige indsatser i gang!

Venlig hilsen
Jan Rishave
Formand for Nyreforeningen