Etisk Råd vil muliggøre anonym organdonation

Etisk Råd anbefalede for nylig, med 14 stemmer for og 3 imod, at anonym donation af nyre er etisk forsvarligt. Dermed er de sidste ord i et langt kapitel sandsynligvis sagt. Formand for Nyreforeningen Jan Rishave kommenterer her på anbefalingen.

Af Jan Rishave, formand for Nyreforeningen

Det kræver nemlig ingen ny lov eller lovændring at indføre anonym donation – og det er i virkeligheden nemt. På Skejby Sygehus finder man et lille kontor, hvor to mennesker administrerer stamcelledonationen i Danmark. Stamcelledonation kræver langt større forenelighed end organtransplantation, og donorerne er anonyme, hvis de ønsker at være det.

Det eneste, indførelse af anonym donation af nyre kræver, er en instans, som kan erklære donoren habil. Mon ikke der er en psykolog eller en psykiater, som kan autoriseres til den opgave?

Ironisk nok kan vi, hvis de danske læger er hurtige, lige akkurat nå at indføre anonym donation af nyre, inden vi får det indført ”ad bagvejen”. Sverige har nemlig indført det, og via samarbejdet i Scandiatransplant er det faktisk på vej.

Alt tyder altså på, at der allerede er anonyme nyrer på vej til danske patienter!

Hvor mange vil få anonyme nyrer?

Det store spørgsmål er nu, hvor mange der kan se frem til at blive hjulpet med anonyme nyrer. Anslået lige her og nu, så drejer det sig måske om 2-3 patienter om året. Jeg tror dog, det vil gå som i England, hvor der det første år blev transplanteret 5, og efter nogle få år er det blevet til 65. Jeg tror, flere vil over-veje anonym donation, når de hører, at det er muligt.

En skelsættende forandring

På kort sigt er det måske en mindre ændring, men på lang sigt vil det blive en principiel og skelsættende ændring. Med indførelsen af anonym donation af nyre er der nemlig ikke længere grund til at tale om, hvem der kan få lov til at donere til hvem. Det handler ikke længere om at være i familie, være nært eller fjernt beslægtede, bo i nærheden af hinanden, arbejde sammen, kende hinanden eller blot indgå i samme bekendtskabskreds. Alle disse relationer er ikke længere nødvendige. Væk med ord som ”nært-nok-princip” og ”familienyre”.

Nu kan alle, der ønsker det, blive nyredonorer. Altså registrerede som sådan, vel at mærke.

Slut med at få den næstbedste nyre

Om nogle år vil vi se tilbage på alle de overvejelser, vi gjorde os om, hvem der kunne få lov til at donere en nyre til hvem. Nogle vil grine, andre vil græde. De sociale relationer har nemlig i alt for mange tilfælde været afgørende for valg af donor til den enkelte patient. Den enkelte patient har på grund af disse begrænsninger ikke altid fået indsat den bedst egnede nyre, fordi den bedst egnede nyre befandt sig uden for de sociale kriteriers rækkevidde.

Med afskaffelsen af de sociale kriterier kan lægerne nu koncentrere sig om at matche donor og patient ud fra lægefaglige kriterier. Blodtyper og vævstyper – jo flere der matcher jo bedre.

Resultaterne vil vi se hurtigt i form af patienter, som ikke skal immundæmpes så meget, og på længere sigt i form af patienter der bevarer deres transplanterede nyre i mange år.

Den store løsning er ét samlet optageområde

Det større fokus på bedste lægefaglige match vil nok også føre til afskaffelse af den geografiske begrænsning. Danmark er i dag opdelt i tre transplantationsområder, Sjælland, Syddanmark og Midt/Nordjylland. Forunderligt nok udveksles kun cirka hver 5. nyre på tværs af disse grænser. 4 ud af 5 nyrer går til patienter i det område, hvor de bliver fundet. Dette giver ikke altid et perfekt patient-match, hvilket medfører mere immundæmpende medicin.

Nyreforeningen foreslår, at Danmark bliver samlet i ét optageområde, så den rigtige nyre fra Gedser måske finder sit bedste match i en patient fra Brønderslev.

Vi står foran en fantastisk situation. Situationen i Syddanmark og i Midt/Nordjylland er nemlig, at ventetiden på en nyre er acceptabel. Det er kun på Sjælland, der ventes alt for længe. Nyreforeningen presser derfor Rigshospitalet, så der kan findes flere nyrer til transplantation også øst for Storebælt.

Med indførelse af anonym donation af nyre og af ét samlet transplantationsområde i Danmark, kan vi få flere sjællændere transplanteret. Og vel at mærke på den bedste måde af alle – nemlig ved at matche bedre, så vi får transplanterede nyrer, som holder længere, og – ikke mindst – kan immundæmpe mindre.

Vi er begyndt at glæde os i Nyreforeningen.