Mindeord for Lars Engberg

Lars Engberg er død – 74 år gammel.

Det er med sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at vores tidligere direktør i Nyreforeningen gennem 10 år Lars Engberg er død. Lars kom til Nyreforeningen i 2000, hvor han blev Nyreforeningens første direktør. Lars kom fra den politiske scene, hvor han tidligere havde været sundhedsborgmester i Københavns Kommune. Lars fik en meget stor betydning for foreningen. Lars havde den sundhedsfaglige viden og den politiske baggrund. Han kendte sundhedssystemet indefra og kunne derfor hjælpe Nyreforeningen med vores politiske visioner.

Nyreforeningen udviklede sig i hans tid til en patientforening, der blev lyttet til. Lars havde forbindelserne, og var altid mand for at finde den rigtige person til et foredrag eller kursus. Lars vidste nøjagtig, hvordan vi kunne komme igennem det politiske system. Han har haft en afgørende betydning for, hvor Nyreforeningen står i dag.

Mens Lars var direktør i Nyreforeningen, fortsatte han det politiske arbejde for Socialdemokratiet. Dette arbejde førte til, at Lars blev valgt til overborgmester i København og fik orlov fra sit job i Nyreforeningen.

Lars kom tilbage til Nyreforeningen og fortsatte sit arbejde med fornyet energi. Lars var en stille og rolig mand, der altid valgte sine ord med omhu. Han havde sine meningers mod og elskede det politiske spil. Da Lars stoppede som direktør i Nyreforeningen i 2010, fortsatte han sit arbejde for et bedre sundhedsvæsen. Lars blev valgt som formand for Danske Patienter, hvor han ligeledes ydede et fortræffeligt arbejde. Her sluttede Lars som formand i 2016.

Æret være hans minde.

 

Jan Rishave
Formand Nyreforeningen