Ny simpel metode viser hurtigt vejen til nyreskade

Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en både hurtig og præcis metode til at diagnosticere skade på nyrerne. Når de første patienter kommer i skanneren, vil det ikke tage mere end 45 minutter at stille diagnosen.

”Bliver en patient indlagt med mistanke om nyreskade kan vi screene skaden på blod/urin ved hjælp af et enzym, der hedder fumarase, og bagefter kan en skanning lokalisere hvor i vævet, skaden er,” fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Per Mose Nielsen om undersøgelsen.

Metoden overføres til patienter

En undersøgelse, der ikke tager mere end tre kvarter.

”Enzymet fumarase bliver frigivet fra cellerne, når der kommer skade udefra. Vi fandt at jo større nyreskade, des højere var målingen af fumarase, og det betyder, at vi meget hurtigt og præcist kan se, hvilken nyre er skadet. Allerede 30 minutter og op til en uge efter kunne vi se skaden,” siger Per Mose Nielsen.

Deres resultater er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.

Indtil videre er metoden kun testet på rotter med akut nyreskade, men forskerne regner med, at metoden meget snart kan overføres til patienter.

”Vi tester blodprøver/urinprøver fra patienter, men er ikke begyndt at lægge patienter i skanneren endnu. I øjeblikket analyserer vi blodprøver fra dialysepatienter med varierende grader af nyreskade. Kommer det til at fungere kan man i princippet gå direkte i klinikken med fumarase-målingerne,” fortæller Per Mose Nielsen

Ifølge Per Mose Nielsen er teknikken meget simpel og de fleste laboratorier har i forvejen udstyret til at køre metoden.

Læs den videnskabelige artikel.