Ordforklaringer

viden-om-ordforklaring

I sundhedsvæsnet støder man sommetider på ord og forkortelser, som man ikke kender betydningen af. Det kan for nogle føles som om, at de skal lære et helt nyt sprog for at kunne tale med om deres egen sygdom. Det kan især være tilfældet, hvis du eller en af dine nærmeste lige har fået en diagnose. Derfor har vi samlet en liste over de mest almindelige ord, som det kan være rart at have styr på. De er listet i alfabetisk rækkefølge.

A C D E F G H J K M N P

A

ACE-HÆMMER
Blodtrykssænkende medicin, der også virker nyrebeskyttende.

ALBUMIN
Et æggehvidestof, der bl.a. er med til at opretholde trykket i blodbanen og virker som transportør af forskellige stoffer. Når albumin findes i større mængder i urinen, er det tegn på nyresygdom.

ANGIOTENSION RECEPTORBLOKKER
Blodtrykssænkende medicin, der også virker nyrebeskyttende.

ANTIHYPERTENSIV BEHANDLING
Blodtryksnedsættende behandling.

C

CALCIUM
Et mineral i blodet, der optages fra kosten og indbygges i knoglerne ved hjælp af D-vitamin. Calcium i blodet falder ved svær nyresygdom og frigøres fra knoglerne (afkalkning) ved forhøjet fosfat og PTH.

D

D-VITAMIN
Et vitamin, der optages fra kosten og via huden. D-vitamin skal aktiveres i nyrerne, før man kan optage calcium til blodet og indbygge det i knoglerne. Ved manglende nyrefunktion er det nødvendigt med behandling med særlige D-vitamin-præparater.

DIABETISK NEFROPATI
Diabetisk nyresygdom.

DIALYSE
Kunstig rensning af kroppen for affaldsstoffer og overskydende væske, som erstatning for tabt nyrefunktion. Dialyse foregår enten som P-dialyse eller som hæmodialyse.

DØGNURINOPSAMLING
Opsamling af urin gennem et helt døgn. Anvendes til at bestemme, hvor meget albumin (dvs. æggehvidestof), der udskilles i urinen.

E

EPO
Erytropoietin er et hormon, der naturligt dannes i nyrerne og stimulerer dannelsen af røde blodlegemer. Ved nedsat nyrefunktion skal man have tilført epo for ikke at få blodmangel.

F

FOSFAT
Et mineral i knogler og blod, der optages fra kosten. Fosfat udskilles via nyrerne, og derfor ophober det sig i blodet ved nedsat nyrefunktion. For meget fosfat i blodet (>1,8 mmol/l) øger risikoen for knogleskørhed og hjertekarsygdom og kan behandles med fosfatbegrænset kost, fosfatbindere og dialyse.

FOSFATBINDERE
Piller, der indtages sammen med kosten med det formål at nedsætte optagelsen af fosfat fra tarmen, når man er nyresyg.

G

GFR
Nyrefunktionsundersøgelse. Bestemmer nyrernes funktion præcist.

GLOMERULI
Nyrens blodkarnøgler, der bliver utætte ved diabetisk nyresygdom.

H

HYPERTENSION
Forhøjet blodtryk.

HÆMODIALYSE
Kunstig rensning af blodet som erstatning for nyrefunktionen. Ved hæmodialyse er man tilkoblet en maskine, der pumper blodet fra blodbanen gennem et dialysefilter og sender det renset tilbage til blodbanen igen.

J

JJ-KATETER
JJ-kateter er en slange, der ligger i urinlederen fra nyren til blæren. Kateteret har en krølle i begge ender, som sikrer, at kateteret ikke kan flytte sig.

K

KALIUM
Et mineral, der optages fra kosten og udskilles via nyrerne. Når man har nedsat nyrefunktion vil kalium derfor ophobe sig i blodet. For meget kalium i blodet (>5,1 mmol/l) kan medføre almen utilpashed og hjerterytmeforstyrrelser og er altid behandlingskrævende. Behandlingen er kaliumreduceret diæt og dialyse.

KREATININ
Et affaldsstof, der udskilles gennem nyren og kan bruges som en grov indikator for nyrefunktionen. Jo lavere kreatinin, desto bedre fungerer nyren.

KRONISK NYRESVIGT
Når nyrernes funktion er så lav, at patienten har behov for dialyse eller transplantation.

M

MAKRO-ALBUMINURI
Meget forhøjet udskillelse af albumin (dvs. æggehvidestof) i urinen. Tegn på diabetisk nyresygdom.

MIKRO-ALBUMINURI
Let forhøjet udskillelse af albumin (dvs. æggehvidestof) i urinen. Tidligt tegn på diabetisk nyresygdom.

MORGENURIN
Urin fra den første vandladning om morgenen. Anvendes til at bestemme, hvor meget albumin (dvs. æggehvidestof), der udskilles i urinen.

N

NAT-URINOPSAMLING
Opsamling af urin fra sengetid til og med næste morgen. Anvendes til at bestemme, hvor meget albumin (dvs. æggehvidestof), der udskilles i urinen.

NORMO-ALBUMINURI
Normal udskillelse af albumin (dvs. æggehvidestof) i urinen.

NYRETRANSPLANTATION
Operation med indsættelse af en rask nyre fra enten en levende eller afdød donor.

P

P-DIALYSE (PERITONEALDIALYSE)
Dialyse, hvor man udnytter, at bughulens hinde kan fungere som dialysemembran. Rensningen sker ved indhældning og udtømning af dialysevæske i bughulen flere gange dagligt.

PTH – PARATHYROIDEAHORMON
Et hormon, der produceres i bi-skjoldbruskkirtlerne og medvirker til at regulere calciumindholdet i blod og knogler. Ved nyresygdom kan PTH blive forhøjet, hvilket øger risikoen for knogleskørhed og hjertekarsygdom.